Hvis det var så let, hvorfor går vi alle ikke rundt med en stor nej-hat?

Jeg ved ikke, om du kender det:
Du har været i en situation, hvor du var presset – måske bare en smule. Og allerede i situationen ved du godt, at det svar, du giver, er langt fra optimalt.

Med let bankende hjerte eller lidt klamme hænder fik du svaret. Men det føltes ikke rigtigt. Og bagefter tænkte du:
"Havde jeg bare sagt sådan og sådan."
Eller: "Hvorfor sagde jeg ikke bare nej tak – og gik?"

Mange af os kan bære den slags tanker med os i årevis. Det skal helst ikke ske for tit.

Jeg tror ikke, det handler om manglende mod eller manglende intelligens. Måske handler det snarere om ønsket om fred – indadtil og udadtil. For, for mange kan det at sige noget, der kan bidrage til ufreden, føles fremmed eller ligefrem farligt.

Det er moderne at sige, at vi "bare skal lære at sige nej". Hvis det var så let, gik vi alle rundt med en stor nej-hat, og så let er det ikke gjort. Nej, det handler om noget dybere. Noget, der har siddet i kroppen på os siden vi var helt små. Noget, vi aldrig har erkendt. Noget u-erkendt, der styrer os.

Jeg har haft mange samtaler med mennesker om netop dette. Og hvis du kender til at have det sådan, skal du vide: Du er ikke alene.

Min erfaring er, at handlingslammelse ofte hænger sammen med, at kroppen ikke har fået lov at tale. Vreden er der, men den er blevet pakket væk af hensyn til freden.

I dag havde jeg en samtale med en klient, hvor det pludselig gik op for hende, at det, hun havde brug for, ikke var flere ord eller forklaringer , eller "bare at lære at sige nej". Det, hun havde brug for, var at købe en boksebold – og så bruge fem minutter om dagen på at slå på den.

Ikke for at blive aggressiv. Men for at lære sin egen krop, sine grænser og sit indre, faste "nej" at kende.

For når vi får kontakt med vores kraft i kroppen, bliver det ofte lettere at sige det, vi ellers først formulerer alt for sent – bagefter.