Foredrag

Det ansvar, der aldrig var dit

Om ansvar, overansvar og modet til at slippe det, der ikke er dit at bære

Når man har levet nogle år, opdager man måske, at man har båret mere, end man behøvede. Ikke bare opgaver – men stemninger, relationer og andres ubærlig­hed. Man har været den, der fik det hele til at hænge sammen. Den, der tog sig sammen.

Sådan var det i mange år for Gerda N. Jessen. Indtil hun måtte se i øjnene, at noget af det ansvar, hun bar, ikke var styrke, men en livsløgn forklædt som pligt. At hun havde taget et ansvar, som aldrig var hendes – måske endda et, der tilhørte Gud.

I foredraget går hun tæt på de mønstre i parforhold, familier og organisationer, hvor de samvittighedsfulde ender med at bære mest – og på den frygt, der får os til at gøre det igen og igen. For hvad sker der, når vi ikke længere vil redde det, der måske aldrig stod til at redde; det som måske i virkeligheden var dybt usundt at være i? Når vi slipper forestillingen om, at det hele hviler på os?

Hvad er dit ansvar?
Hvad er mit?

Gerda Neergaard Jessen er sognepræst, coach og foredragsholder med særlig indsigt i ansvar, relationer og menneskets eksistentielle vilkår.

Alt det, vi ikke taler om


Et ærligt og livsnært foredrag om skam, tavshed, sårbarhed – og mod. 

Om alt det, vi bærer på i stilhed, og om hvad der sker, hvis vi begynder at tale.

Vi gemmer det væk for hinanden – og nogle gange også overfor Gud. Men måske begynder helingen netop der, hvor vi vover at se det som det er – og at sige sandheden højt. Også den sandhed, som vi slet ikke bryder os om.


Gerda Neergaard Jessen er sognepræst, coach og foredragsholder med særlig indsigt i ansvar, relationer og menneskets eksistentielle vilkår.

Jeg vil ha ret til at fejle

På et tidspunkt begynder det at gå op for mange af os, at vi ikke har levet livet så fejlfrit som vi engang forestillede os, vi ville gøre - og som vi et langt stykke ind i livet har forsøgt at bilde både omverdenen og os selv ind, at vi har gjort.

Sådan har det også været for Gerda N. Jessen. I foredraget tager hun os med igennem den higen og længsel, som mange af os har efter det perfekte, men også der, hvor skammen over livets fejltagelser ligger, så man må se sin uperfekthed i øjnene.

Endelig retter hun søgelyset derhen, hvor der kan ligge nogle svar på, hvordan vi magter at leve med alle vores fejl. I litteraturen, i fællessangen, i psykologien og i kristendommen viser hun os steder, hvor vi kan finde styrke til at leve med alle vores fejl og fejltagelser.

Gerda Neergaard Jessen er sognepræst, coach og foredragsholder med særlig indsigt i ansvar, relationer og menneskets eksistentielle vilkår.

Bestil et foredrag

Venligst giv mig dine kontaktdetaljer og jeg vil kontakte dig hurtigst mulig.